Multimediehuset - ForsideÅrhus Kommunes hjemmesideKontaktSitemapAbonnérIn english
Pressemeddelelse 03.07.07
Ideværksted for store børn skal give input til det kommende Multimediehus

100 børn arbejder i denne uge med at udfolde ideer til det nye Multimediehus på havnen.



Formålet er at få ideer og input til det kommende hovedbibliotek – Multimediehuset - der i 2014 skal stå færdigt på Honnørkajen for enden af Århus Å.

Projektleder fra Hovedbiblioteket Lotte Duwe Nielsen udtaler: ”Gruppen af 9-13 årige bruger ikke bibliotekerne særligt meget i disse år. Samtidig er de såkaldte ”Tweens” lynhurtige til at erobre nye medier og nye kulturformer, som voksne kan lære en masse af.  Ideværkstedet skal sætte billeder og ord på nye ideer til Multimediehuset, så det bliver et særligt sted for oplevelse, leg og læring. Og mon ikke vi også får ideer, som vi kan gribe fat i allerede nu!”.

Ideværkstedet foregår i fem dage, hvor salen på Hovedbiblioteket danner rammen om et kreativt idéværksted. Børnene arbejder sammen med grafisk designer Thomas Vestergaard og arkitekt Peter Skjalm, bistået af bibliotekarer fra Hovedbibliotekets Børnebibliotek med at skabe visioner for Multimediehuset.

”Vi laver et tumlerum, hvor vi i en uge leger med forskellige udtryksformer: 2-dimensionelt, hvor nøgleordene er skitser, tegninger og fotos; 3-dimensionelt, hvor pap, flamingo, bøger, kasser og andre skøre ting agerer byggeklodser og endelig typografisk, hvor vi leger med ord og sproglige udsagn.

Det hele bindes sammen af en ”teleporter”, der i lyd og billeder udfordrer børnene, dokumenterer deres arbejde og samtidig fungerer som live-transmission på en storskærm på Hovedbibliotekets Torv”, fortæller makkerparret Thomas Vestergaard og Peter Skjalm og fortsætter: ”Det bliver borgerinddragelse i børnehøjde med et twist”.

Ideværkstedet er blot ét af flere tiltag i den kommende tid, hvor borgere og interessenter inddrages i idéudviklingen på Multimediehuset. Flere oplysninger kan ses på www.multimediehuset.dk.

Med venlig hilsen

Rolf Hapel
Forvaltningschef

For yderligere oplysninger, kontakt:
Projektleder Lotte Duwe Nielsen, 8940 9248

Forsiden Multimediehussekretariatet Møllegade 1 8000 Århus C 89409247 Kontakt os Til toppen