|
|  |
Aktuel Status
April 2008
Borgermøde tirsdag den 22. april i Rådhushallen, Århus Rådhus Ca. 200 personer var mødt op til borgermøde den 22. april i rådshushallen. Rådmænd Peter Thyssen og Flemming Knudsen fortalte om de store visioner for hhv. havnen og Multimediehuset. Stadsarkitekt Gøsta Knudsen skitserede en lang række ideer og visioner for Havnepladsen og liv på havnen og forvaltningschef Rolf Hapel redegjorde for ideerne for Multimediehuset - fremtidens bibliotek og borgerservice. De seks konkurrerende hold i konkurrencen præsenterede sig selv, deres tidligere projekter og overvejelser.
Blog med Multimediehuset I forbindelse med borgermødet er der på www.multimediehuset.dk oprettet en blog hvor alle kan stille spørgsmål, kommentere eller bidrage med ideer og forslag.
Offentliggørelse af konkurrenceprogram Den 9. april blev konkurrenceprogrammet for Multimediehuset offentliggjort. Visioner, rumprogram, tekniske forhold og en lang række bilag kan nu hentes på hjemmesiden.
|
Marts 2008
Indstilling godkendt i byrådet
Den 26. marts 2008 vedtog byrådet indstillingen for igangsætning af projektkonkurrence for Multimediehuset m.v. på Den Sydlige Bastion/Inderhavnen i Århus – Byens centrale byrum. Dermed kan projektkonkurrencen mellem de seks udvalgte arkitekthold igangsættes. Samtidig betyder vedtagelsen, at projektet er blevet lagt sammen, således at det centrale havnebyrum, åbningen af den sidste del af åen og Multimediehuset er blevet ét samlet projekt.
Arkitekter udpeget til konkurrencen om nyt centralt havnebyrum og Multimediehus
Århus Kommune og Realdania har i fællesskab udvalgt de seks hold, der skal konkurrere om at tegne Århus’ nye havnebyrum og Multimediehus. De seks hold, der nu får mulighed for at give deres bud på en spændende sammenhæng mellem byen og bugten, er en blanding af danske og udenlandske deltagere: • C.F. Møller A/S, CEBRA A/S, BB + GG Arquitectes og Kollision I/S • 3xN A/S og Gehl Architects • Mecanoo architecten og GJØRTZ, PANK og PARTNERE A/S • Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma A/S, Marianne Levinsen ApS og Imitio I/S • Arkitema, AART, Hans Peter Kuhn, Seismonaut, Danmarks Biblioteksskole, Niels Ole Finnemann • Schmidt Hammer & Lassen, Bosch & Fjord ApS, Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Henrik Jochumsen og Casper Hvenegaard Rasmussen
Holdene skal nu alliere sig med ingeniørfirmaer til konkurrencen.
Konkurrencen vil komme til at udspille sig i to faser. Konkurrencens fase 1 vil løbe frem til slutningen af juni, hvor holdene anonymt afleverer deres forslag til bedømmelse. I løbet af august vil bedømmelseskomiteen, der består af repræsentanter fra alle partier i Århus By-råd samt Realdania, Realea A/S og en række fagdommere, vurdere forslagene og udvælge et antal ligeværdige vindere. Disse vindere får lov til at gå videre til en dialog- og forhandlingsfase i efteråret, hvorefter det forventes, at den endelig vinder bliver fundet i starten af 2009.
|
Januar og februar 2008
Anmodning om deltagelse i prækvalifikationen slut Deadline for deltagelse i prækvalifikationen til den internationale arkitektkonkurrence er nu overskredet, og i de næste måneder venter det spændende arbejde med at udvælge de 5-6 deltagere, der skal konkurrere om at retten til at bygge Århus’ nye hovedbibliotek. 40 spændende ansøgninger er indkommet, med deltagere fra min.10 lande, så der venter en svær udvælgelsesproces. Konkurrencen forventes igangsat i marts, og den endelige vinder vil blive udvalgt i januar 2009.
|
December 2007
www.multimediehuset.dk/mediaspace er udgivet
I og med at prækvalifikationen til den internationale arkitektkonkurrence nu er annonceret, er vores hjemmeside blevet oversat til engelsk og er kommet online. I den kommende tid kommer der mange nye udenlandske interessenter på banen, så de skal naturligvis også have muligheden for at følge med i hele processen på internettet. Multimediehuset har fået den engelske arbejdstitel MEDIASPACE. Prækvalifikationen til arkitektkonkurrencen er annonceret Med annonceringen af prækvalifikationen har interesserede arkitekter fra ind- og udland nu mulighed for at anmode om deltagelse i den kommende projektkonkurrence, der skal etablere Århus' nye hovedbibliotek og Borgerservice og udvikle byens centrale havnefront. Konkurrencen forventes igangsat i marts 2008 og gennemført i to etaper med udvælgelsen af den endelige vinder i slutningen af 2008.
Nye foldere lagt på nettet I forbindelse med annonceringen af prækvalifikationen og den deraf stigende interesse fra ind- og udland for multimediehusprojektet er vores foldere blevet oversat til engelsk og de danske foldere er blevet opdateret. Læs folderne her...
|
Oktober og november 2007
Konkurrenceprogram
Oktober og november har været nogle travle måneder, som har stået i konkurrenceprogrammets tegn. I et så stort projekt som Multimediehuset er der rigtig mange parter, der skal bidrage med eller inddrages i formuleringen af konkurrenceprogrammet. De mange forskellige funktioner og rum, som huset kommer til at indeholde, kræver, at et vidt spektrum af eksperter skal læse og rette til. Det er en længerevarende og krævende proces, der sikrer kontinuerlig optimering af materialet. Det første udkast af konkurrenceprogrammet er nu gennemgået, og de mange kvalificeringer skal implementeres, hvorefter endnu et udkast vil blive sendt ud.
www.multimediehuset.dk på engelsk
Der er mange, der følger Multimediehusprojektet tæt, også i udlandet, og som tiden går, kommer der stadigt flere til. Derfor er det nødvendigt at kunne informere udenlandske interessenter om projektet. Den engelske version af www.multimediehuset.dk vil derfor se dagens lys i løbet af december. Tekst og billeder er mere eller mindre på plads, så nu er selve opbygnings- og designfasen af siden gået i gang. Også opdaterede og nye foldere der beskriver forskellige aspekter af Multimediehuset er ved at blive udarbejdet og oversat.
|
September 2007
Projektkonkurrence September og det kommende efterår står i projektkonkurrencens tegn. De mange input til konkurrencematerialet, der er genereret via borgerinddragelse, medarbejderworkshops og tværgående arbejdsgrupper, bliver nu struktureret og bearbejdet til et omfattende og visionært konkurrenceprogram. September bliver således en måned, hvor der skrives på konkurrenceprogram, formuleres krav til byggeriet og dets aktører, planlægges udbudsproces og fortsat arbejdes på at optimere og konkretisere de visioner, der ligger for indhold, byrum og omkringliggende faciliteter.
Eksperimentarium - udstilling og filmpremiere På Hovedbiblioteket udstiller vi i løbet af september børnenes produkter fra juli måneds Eksperimentarium. Eksperimentariet var et værksted, hvor børnene havde mulighed for gennem leg at omsætte visioner og fantasi om rumlighed, størrelsesforhold, dimensioner, indretning, kompetencer, møbler, beplantning eller belysning i det nye Multimediehus. Samtidig bliver der også premiere på den film, der blev optaget mens børnene arbejdede. Udstillingen af børnenes produkter og premieren på filmen finder sted den 11. september kl. 16.30 på Århus Hovedbibliotek.
|
Juli 2007
Eksperimentarium i uge 27 I uge 27 gennemføres Eksperimentarium - ideværksted for børn. Det er en uge med borgerinddragelse i børnehøjde. Gennem workshops med forskellige materialer, typografi og billeder skal børnene udvikle deres visioner for det fremtidige Multimediehus.
|
Juni 2007
Informationskampagne I juni igangsættes en informationskampagne i Århus om Multimediehusprojektet, herunder opstart af de aktiviteter, der skal gennemføres efter sommerferien og fremefter.
Der gennemføres i uge 24 en telefonbaseret interviewundersøgelse blandt borgerne i Århus Kommune om Multimediehusprojektet.
Multimediehusets nye hjemmeside lanceres i uge 26 - her har alle mulighed for at følge med i processen, komme med ideer til aktiviteter i Multimediehuset, se billeder og videoklip fra processen, abonnere på nyhedsbrev og meget andet. Borgerne kan desuden selv lægge sine billeder ind på siden via Flickr.
Der arbejdes desuden intenst på at formulere grundlaget for kommende udbudsmateriale for projektkonkurrencen i efteråret - både på indhold og tekniske specifikationer for området. Der arbejdes på en afrapportering af det store tværkommunale udredningsarbejde af forholdene på den kommende bastion, herunder den fremtidige løsning af de trafikale forhold.
|
Maj 2007
At udvikle og sammensætte alle Multimediehusets aktiviteter, muligheder og oplevelser kan betragtes som et stort puslespil - og vi er gået igang med at udvikle brikkerne!
I seks uger fra marts til maj 2007 har en lang række medarbejdere fra Borgerservice og Biblioteker arbejdet på at udvikle ideer og anbefalinger til nogle af de mange brikker til Multimediehusets puslespil. Syv grupper har arbejdet på at skabe visionære ideer og levere råmaterialet til aktiviteter, visioner og funktioner.
Og vi er ikke færdige endnu. Multimediehusprocessen vil være en lang række af processer der skal forme nye brikker til puslespillet. Processen har været opdelt i 7 temaer:
4 brugergrupper: Læring og viden Mødested, fællesskab og demokrati Oplevelser samt Børn og familier
3 tværgående brugerkoordinationsgrupper: IT og teknologi Brugernes interaktion med huset og dets aktiviteter Space management, medier og logistik
Processens resultater skal danne baggrund dels for specifikationerne i den projektkonkurrence, som forventes igangsat i efteråret 2007 og dels for det videre arbejde med at konkretisere Multimediehusets fremtidige indhold i form af services.
Parallelt med arbejdet med indholdselementerne i Multimediehuset er der pågået et større tværkommunalt udredningsarbejde omkring forskellige forhold omkring den kommende bastion, herunder den fremtidige løsning af de trafikale forhold.
Forløbet er afsluttet med en intern temadag den 15. maj 2007, og ”råmaterialet” skal nu gennemarbejdes i Borgerservice og Bibliotekers chefteam i samarbejde med bygherrerådgiver på projektet. |
|
 |